Et fotodokumentarisk værk fra 2012, optaget i Vadehavet på Fanø.
Værket består af en serie på 116 dias, som er sammensat til en præsentation på 14 minutter.
Udgangspunktet er tidevandet som fænomen, vandet som kommer og går i et fast mønster styret af månens og solens rytmer - et både fascinerende og respektindgydende fænomen som mennesker, der bor ved havet, altid har måttet forholde sig til.
Materialet til projektet har været det der fandtes på stedet - vandet og sandet.
Tidspunktet for værkets tilblivelse var underlagt solens og tidevandets rytme.
Ved ebbe blev der, på den lyse sandbund, halvvejs ude ved vandkanten, bygget en lille by på 29 små huse.
Husene blev formet af det sorte sand der ligger et lag dybere på vaden end det lyse øverste sand.
Opbygningen af husene skete midt på dagen ved ebbe hvor vandet var længst ude og varede indtil det vendte tilbage igen, kom tæt på husene, oversvømmede og til sidst helt opløst dem.
Processen blev fotograferet undervejs, efterhånden som husene blev bygget og fortsatte indtil tidevandet oversvømmede dem.
The Tide blev vist på Vadehavsfestival i 2016.
I 2019 har værket været på udstillingen Klima & Menneske / Klima und Mench på Brunswiker Pavillon i Kiel og Xbunker/Multikulturhuset i Sønderborg. Et grænseoverskridende samarbejde mellem danske BKF og tyske BBK.
Læs mere: Vadehavsfestival 2016